Frem til 1607 var Okinawa et selvstændigt kongerige. Men da Japan i 1607 invaderede Okinawa opretholdt man våbenforbudet. Nu ikke så meget af sikkerhedsmæssige grunde, men mest for udadtil, at give indtryk af, at intet var ændret, selv om Okinawa nu var blevet en japansk lydstat.
Befolkningens træning fik en helt ny dimension, nemlig som symbol på Okinawas egen nationalitet. Befolkningen trænede ikke kun for, at lære at forsvare sig selv. Nu trænede de også for, at bevare deres selvværd, så de igen kunne være stolte af, at være fra Okinawa.
Gennem den lange række af fremmede invasioner af Okinawa, lærte den enkelte betydningen af, at opbygge en indre mental styrke gennem hård fysik træning. Et grundelement, som er en af hjørnestenene i træningen af karate
I 1933 blev Okinawa karate anerkendt, som en selvstændig stilart af "Det Japanske Råd for Kampkunst" Butoku-kai. Indtil 1935 betød karate "Kina hånd", men i 1935 besluttede man sig til at ændre stavemåden, således at det kom til at betyde "Tom hånd".
Fra dette tidspunkt gik det stærk, karate blev en obligatorisk disciplin på alle militærakademier og universiteter. Da 2. verdenskrig var til ende, rejste mange japanere til den vestlige verden for at normalisere Japans forhold til de tidlige fjender. Mange af disse "diplomater" brugte karate som indfaldsvinkel for, at lære den vestlige verden om den japanske kultur. Dette var en mission der til fulde må siges at være vellykket - i dag trænes karate stort set i hele verden og Japan er igen kommet ind i varmen.