Print  

En oplevelse udover det sædvanlige

Af Jasmine Zulfovski Hansen

Kinkakuji-templet (Guldpavillionen)

Kinkakuji-templet (Guldpavillionen)


I sommerferien 2012 tog ca. 100 danskere til World Budosai på Okinawa, og jeg var en af dem. I Kastrup lufthavn mødtes min far og jeg med ca. 80 andre danskere, som også skulle med til Japan. Først tog vi flyet til Frankfurt Lufthavn i Tyskland, det tog ca. tre timer. Og så videre fra Frankfurt til Kyoto i Japan.


Da vi landede efter ti lange timers flyvetur, skulle vi med bus til Kyoto, hvor vi skulle bo i ca. fem dage. I løbet af de fem dage var der arrangeret to ture med guide.


Tempel i Kyoto

På dag to i Kyoto blev vi alle sammen hentet af vores guide, hvor vi skulle til Kinkakuji-templet, også kendt som Guldpavillionen. Det er et af Kyotos højdepunkter. Og det skal lige siges, at det tissede ned. Kinkakuji-templet (Guldpavillionen), ja det giver jo sig selv, at det er en pavillon af guld.

En fryd for øjet. Selvom det regnede, var det virkelig smukt. Efter at havet set Kinkakuji-templet, skulle vi videre i regnen. Heldigvis for mig og alle de andre skulle vi med bus videre. Det andet stop var det overdækkede Nishiki-marked, som er et kæmpe strøg kun med mad. Alt fra havet. Det kunne man både se og lugte.

Så fik vi set et tempel med to sten, som hed kærlighedssten. Historien er, at kan man gå fra den ene sten til den anden med lukkede øjne, vil man møde sin drømmefyr eller -kvinde. Vi så virkelig mange ting. Japan var jo ikke kun et sted med en masse templer.

Kulturen, reglerne og etiketten 

Når man skal betale, skal man lægge sine penge ned i en slags plastic-skål - man må ikke give dem pengene i hånden. Når man spiser med spisepinde, må man ikke stikke i maden eller slikke på pindene. Det er respektløst, hvis reglerne bliver overtrådt. Personligt syntes jeg, at det var super fedt at skulle indordne mig efter deres regler, det var med til at gøre oplevelsen helt speciel. 

Japanere var noget helt for sig selv. De var søde, hjælpsomme og betænk-somme. En af mine veninder, som var med i Japan, mistede sin pung i en skobutik. Det fandt vi først ud af senere på dagen, og vi skyndte os tilbage til skobutikken. Da vi kom over til butikken, fik vi af vide, at en af de japanere, som arbejdede der, havde ringet til alle hoteller i nærheden for at få fat i min veninde, men uden held. Den hændelse viste mig, hvor søde og betænksomme menneskene i Japan er.



Plakat for World Budosai 2012

Forventninger til den store drøm

Under hele turen i Kyoto havde alle store forventninger til Okinawa og Budosai og regnede med, at det sikkerhed ville blive hård træning. Efter dagene i Kyoto, gik turen så videre til Okinawa. "Wow... Er det virkelig nu det sker?" var det eneste, jeg tænkte på hele flyveturen.

Jeg har siden, jeg startede til karate, altid drømt om at skulle til Okinawa og blive undervist af Higaonna Sensei.

Da vi ankom tre timer efter, var jeg meget nervøs. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg havde da lidt forventninger til Okinawa. Men intet var, som jeg havde forventet.

Det var en rigtig dejlig overraskelse, da vi kom til hotellet. Det var et rigtig fedt hotel. Heldigvis lå hotellet kun ca. femten minutters gåtur væk fra der, hvor vi skulle træne.

På hele turen i Kyoto gik Dan og Cecilie Valbjørn, som havde været på Okinawa før, kun og snakkede om denne her lækre is, "Soda 7", som man bare skulle smage. Så da vi havde tjekket ind på hotellet tog jeg, min far, Dan, Cecilie og Christine (Dans kæreste) på en lille udflugt for at finde Soda 7. Det lykkedes for os, og jeg kan ærligt sige, at skal man til Okinawa, er det et must at smage Soda 7.

 
 

Jasmine, Cecilie og Soda 7


Træning med mestrene

Første dag på Okinawa skulle vi registreres i hallen, hvor vi skulle træne. Næste dag, som var første dag af World Budosai, blev vi delt ind i bæltegrader. Jeg var på 1. dan, hold A.

Vi startede Gasshukuet med fællestræning og opvarmning. Så skulle vi gå ud i vores grupper. Mit hold startede med at have Andrews Sensei, Masuyama Sensei og Terauchi Sensei. Så sluttede vi af med fællestræning med alle bæltegrader.

I løbet af ugen nået jeg at have: Andrews Sensei, Masuyama Sensei, Terauchi Sensei, Bakkies Sensei, Higaonna Sensei, Kuramoto Sensei, Larsen Sensei, Nakamura Sensei, Lin Yuandun, Molyneux Sensei, Monteiro Sensei og Zhang Xiao Feng.

Det der var fedt ved lige netop dette World Budosai var, at de havde fået nogen fra Kina til at komme og undervise os i Kung Fu, fordi de godt ville vise os, hvorfra vores stilart endelig har sine rødder. Det var en sjov og fed oplevelse!

På den næstsidste dag i anden time kom jeg til skade med min lilletå. Den hævede op, og jeg kunne ikke balancere på min fod. Jeg tænkte bare: "Ikke den næstsidste dag, du skal bare være med til sidste træning i morgen!". Jeg fik forbinding på min fod, og så var det bare med at bide tænderne sammen. Og det lykkedes.

Bambusskov i Kyoto

Bambusskov i Kyoto
"Master Demonstration" var den opvisning, jeg havde ventet på. Higaonna Sensei gav sig til at slå på en sten. Totalt vildt! Også bare alle Masterne fra alle landene. En fed afslutning på et fantastisk Gasshuku. Torben Svendsen og Jacob Kold lavede en vildt fed opvisning, ligesom Emilie Larsen og Henrik Larsen. 

Af alle de gasshukuer, jeg har været med til, var World Bodusai helt sikkert det bedste af dem alle. Hele oplevelsen at være i Japan og på Okinawa og møde en masse dejlige mennesker, var fantastisk. Jeg vil helt sikkert med om fire år igen, og jeg kan varmt anbefale det til alle.

Jeg er dybt taknemmelig for, at mine forældre lod mig få min drøm opfyldt.