Print  

Da vi invaderede mafiaens ø

Af Josephine Rodinis Christensen

Ja, så blev det europæiske gasshuku holdt på Sicilien i år, og det blev en uge med fantastisk træning, masser af ny erfaring, gode oplevelser og hamrende godt selskab. Det var mit første europæiske gasshuku, og jeg må indrømme, at disse store karatearrangementer er helt unikke oplevelser, som man endelig ikke bør gå glip af!

I Danmark har vores stilart en god tradition for at holde gasshukuer to gange årligt. Jeg finder dem altid berigende, og vi lærer forbløffende meget på to dage med fokuseret træning. Forestil dig så en uge med koncentreret træning undervist af de højest graduerede senseis, der rejser fra alle verdenshjørner for at tage hånd om de mange hundrede karateudøvere.

Det er vidunderligt at være en del af ”den store familie,” og det var meget passende at denne følelse blev styrket en smule af beliggenheden i år… Sicilien er jo velkendt for dens ”familier.” Ikke alene får man følelsen af at være iblandt nærmest legendariske personer, men man bliver også inspireret til at se karaten fra mange nye vinkler.



Havudsigt i Palermo

Ankomsten
Jeg hoppede med på en gruppe, der havde planer om at rejse til Sicilien sammen. Da vi var mange på tværs af træningshold, kendte jeg ikke alle mine rejsekammerater, men de var meget åbne og imødekommende.


Vi ankom til Palermo søndag den 21. Juli, en smule forsinket, da vi fløj ind i en tordenstorm over Rom! Utilfredsheden var tydelig blandt vores Italienske medpassagerer, der begyndte at skændes højlydt i flyet… Vi var så sandelig ankommet til Italien! 

Det tog os ca. tre timer at få fat på to udlejningsbiler og køre til Catania, hvor gasshukuet skulle afholdes. Det viste sig forresten, at det kan betale sig at være omhyggelig med at finde et sted at bo. Vi fik booket en fantastisk lejlighed med havudsigt og god plads! Det var også en stor fordel at have sit eget køkken, så vi kunne nyde en royal morgenmad - hver morgen under hele opholdet.

Der var spærret af for uvedkommende bilister på vores gade, så det var kun lokale, der badede i området. Vældig charmerende, selvom det ikke altid var en fryd for øjnene – italienere i str. XXL er så sandelig ikke blufærdige! At bo så tæt på havet gav dog incitament til morgenbadning, hvilket mange af mine rejsekammerater benyttede sig af.

Velkomstfesten var et brag af en ordentlig fest. Der blev spist, drukket og snakket hele aftenen, og der var så meget gang i dansegulvet, at selv Sensei Bakkies tog sig en svingom. Personligt kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har danset så meget… Festen sluttede brat ved midnat. Ærgerligt, men nødvendigt, da det er de færreste af os der kan møde til træning uden søvn og med tømmermænd!




Kakie-træning til gasshukuet
Gasskukuet
Den første dag var jeg en smule træt, da vi kørte mod hallen. Vi var ankommet sent natten til mandag, og det havde været en hektisk morgen, men jeg var spændt. Jeg var meget spændt. Ved ankomst til hallen blev jeg ramt af en hjemlig følelse – genkendelige ansigter fra Danmark overalt i karate-gi’er, der ligesom mig var indstillet på en hård omgang træning i tæt sammenhold .

Selvfølgelig er det også en speciel følelse at være i samme hal som vores mester. Sensei Higaonna har en aura omkring sig, der bare får en til at makke ret. Der er stor respekt omkring ham, og man kan ikke undgå at beundre, at den aldrende mand stadig magter at undervise så stor en flok.

Atmosfæren i hallen var tyk af forventning, og fra den første shugo var vi på.  På dette Gasshuku havde vi fælles opvarmning i ca. 30-45 min., anført af Sensei Higaonna, efterfulgt af tre heftige træningssessioner med forskellige senseis, der rokerede rundt i hallen. Fra start til slut var træningsugen præget af stor intensitet, og der var så mange nye informationer og indtryk, at det var svært at holde styr på det hele. Heldigvis er underviserne så rutinerede, at den røde tråd altid er tydelig, og man kan hurtigt finde tilbage til det man har lært, samt bruge det i praksis.



Sensei Higaonna og Sensei  Nakamura

Den næstsidste dag viste sig at blive en smule trist, da Sensei Higaonna ikke dukkede op. Han led af søvnløshed på grund af rejsen, og var udkørt. Den gode, stærke italienske kaffe havde også noget at sige, da Sensei drak kaffe for at blive opkvikket, og det resulterede i søvnløshed når natten faldt på. Lidt en ond spiral. Vi var dog stadig vældig bekymrede for hans helbred, og der blev spekuleret vildt omkring hvad der var sket.

Sensei Bakkies, 8. dan, tog over for Sensei Higaonna, og kunne da også levere en særdeles hård opvarmning! Jeg holder vældigt af hans inddragelse af afrikanske dyr – tage armbøjninger som en krokodille, være kvik som en løve, undgå imaginære elefanters stampen ved at rulle på hal-gulvet… Forrygende workout!

Sensei Higaonna vendte tilbage den sidste dag, lidt inden den planlagte fælles nedvarming. Alle stoppede op, midt i sidste time, og klappede på livet løs, da han trådte ind. Det var dog en usædvanlig fællesafslutning, da han kaldte os alle hen og begyndte at fortælle om Goju-Ryus historie.

Det var en lidt sælsom afslutning på gasshukuet, både fordi vi havde regnet med et brag af en fællesafslutning, med masser af sved, men også fordi det var en smule bekymrende, at han valgte at videreføre meget af Goju-Ryu’s historie…”det er nu eller aldrig”… Sådan føltes det.
 
Udsigt fra Taormina



Heldigvis blev vi forsikret om, at han havde det fint, og at der ikke var grund til bekymring. Han insisterede også på at vise teknikker med Sensei Nakamura - til dennes forskrækkelse og grinende udbrud af ”but Sensei!”, der fik os alle til at trække på smilebåndet. Så alt endte alligevel på en positiv note. At sige farvel efter en sådan omgang er altid svært, men man forlader stedet med en stærk følelse af tilfredshed, gode minder og stor inspiration.

Sayonarafesten
Der er altid lagt op til en stor afslutningsfest, når der afholdes europæisk gasshuku. Disse fester er fremragende begivenheder, hvor man kan "mingle" på tværs af bæltegrader, og er dermed en god lejlighed til at lære nye mennesker at kende. Denne gang var ingen undtagelse; der blev snakket, hygget, spist og danset og drukket!

Mit indtryk
Mine bedste oplevelser var helt klart på selve gasshukuet, men også maden spillede en stor rolle på turen. Alle, der kender mig, ved, at jeg er ufattelig glad for mad… Så min fryd var astronomisk da vi gik på restaurant, og jeg kunne bestille sværdfisk, blæksprutte, alt godt fra havet… Sværdfisk… sværdfisk… Jeg var ret glad for sværdfisk. Hvis det på et tidspunkt bliver ferie på Catania, kan jeg varmt anbefale ”Ambasciata del Mare”, en restaurant der selvfølgelig fokuserer på alt godt fra havet – og alt var friskfanget samme morgen. 

Bambusskov i Kyoto

Glade karate-ka'er
Tjenerne var også så venlige at sammensætte en menu, hvor vi kunne splejse om en masse fantastiske retter, og det var ikke så hårdt for pengepungen heller. 

Shopping var der også tid til, hvis det er dét man er til, og vi var ikke foruden en masse sightseeing. Byen Taormina var nok det smukkeste sted vi besøgte – en by på en bjergtop, med masser af små hyggelige gader og en fantastisk udsigt over hele området!

Alt i alt en ret fantastisk oplevelse. Gasshukuer af denne størrelsesorden skal opleves – og turen er det hele værd. Næste gang er det Stierling, Skotland, og óm jeg skal med!