Print  

Moren blev hooked på karate

Af Vibeke Vedenlov

 

København Karateklubs aktive formand, Marousca H, greb forleden fat i mig og spurgte, om jeg ikke lige ville skrive et par linjer om, hvad der fik mig til at starte til karate i klubben her.


Jo - der var flere ting - og oprindeligt var det slet ikke mig, der startede, men min søn Simon - på dette års børnehold.

 

  
  

  

For et par år siden opdagede jeg klubben, da jeg i vores gamle lejlighed på den anden side af banen åbnede køkkenvinduet og hørte et meget højt råb i kor: Kiai! Det var absolut ret morsomt.


Nysgerrigheden til karate blev, at jeg i vinterens løb måtte følge lidt mere med i, hvad det var, der foregik dér på den anden side af banen - udover motorcykelklubben, der lå for enden af parkeringspladsen, hvis smarte motorcykler også vakte min interesse.


I løbet af vinteren snakkede vi lidt derhjemme om, at karate vist nok var en rigtig god sport, og forsøgte så at karatemotivere Simon, min fodbold- og badmintonspillende søn. Jeg havde absolut ingen intentioner om at træne karate selv - det var ikke noget at starte på i en alder af 50-plus.


I 2014 var det nye børnehold klar, og Simon med.


Som tilskuer var jeg placeret på gulvet i dojoen. Simon storsmilede i en time.
Det var tydeligt, at dét skulle han fortsætte med. Indrømmet, moren her blev lidt
hooked på, at dét simpelthen skulle prøves.


Førstkommende torsdag hoppede jeg på et voksenbegynderhold, i god form og fysikken i orden, syntes jeg. Super træning, spændende nye kombinationer imellem arme og ben, højre og venstre, balancere på ét ben til frontspark - du godeste! Absolut ingen balance. Intet koordinationsmønster. Havde vist også lidt svært ved at hitte rede i arme og ben.


Dagen (læs dagene - flere dage) efter, med meget meget ømme muskler, som aldrig havde været i brug nogensinde før. Det var SÅ fedt! Jeg måtte simpelthen lære noget mere. Det her var jo ikke bare træning, men historie, kultur, livsanskuelse, fællesskab, helhed. En helt ny verden.


Simon deltog i forårets klubmesterskab i kludekumite. Vi strøg til gasshuku (træningsweekend) i Nykøbing med Nakamura Sensei; jeg sprang på sommertræningen, og Simon på børnesommer-camp og med klubben til Nykøbing.


Inden sommerferien, havde vi på voksenholdet snuset lidt til Hojo Undo (træning med redskaber) og Sanchin, en åndedrætskata, så jeg måtte lige deltage i Køge Karateklubs augustkursus i Hojo Undo - super, super godt. Jeg melder mig også på næste kursus.


Nu har jeg sneget mig ind på lørdagenes kumitetræning og modtager af og til et par blå mærker, men forhåbentlig kan jeg snart få optrænet min reaktionshastighed og flytte fødderne hurtigere end den hvide trane.


Efterårets gasshuku med Ernie Sensei er det næste på vores Okinawa Goju Ryu-program.


Kommentarerne på mit arbejde er ofte: ”Nå Mrs. Miyagi, må vi se dine blå mærker?” eller ”Nu kommer Vibeke, vi må hellere passe på, vi ikke får nogle karate-hug!”





Mit seje og skønne hold og tålmodige trænere, sommeren 2014, efter gradueringen.