Print  

Gasshuku i Prag

Af Marousca Helqvist



John Lennons mur i Prag

Den smukke by Prag var rammen om årets europæiske gasshuku. Sportshallen, der lagde sale og gulve til de fire (for de højt graduerede, fem) timers daglig træning, lå fint i en smuk park et par stop med sporvognen udenfor centrum. For de fleste af os var der et kvarters gang stejlt op ad bakke til hallen, så opvarmningen var næsten på plads. 


Fra København Karateklub var vi 11, der fik fornøjelse af at træne med nogle af de dygtigste senseis i verden. Ud af i alt ca. 350 karate-kaer fra overalt på kloden var lidt over 50 fra Danmark, kun overgået i antal deltagere af englænderne.


Både før og efter træningen var der flittige ture til byens mange seværdigheder og gode spisesteder. København Karateklub havde oprettet en Messenger-gruppe, hvor der blev opslået forslag til at være med på ture eller spisning. Ros skal også gives for både en fin velkomstfest og et imponerende Sayonara-party.

Super træning og socialt samvær
Morten Kjul fra sortbælteholdet var imponeret over, hvor flot gasshukuet var organiseret af kun fem personer, blandt andre den tjekkiske chefinstruktør Jaroslav Kulik (5. dan), der desværre ikke selv fik tid til at træne med.


Sensei Carsten Mathiasen var også imponeret over, hvor godt gasshukuet var skruet sammen, og fremhævede det fine ved, at den sidste træningstime om fredagen blev lidt forkortet og brugt til at lykønske dem, der havde været til graduering, samt til overrækkelse af gaver til alle senseis'ne.




TV-tårnet

Michael Schmidt lagde vægt på, at alle instruktørerne var super til at instruere med god energi. Og så var det sociale med København Karateklubs deltagere helt i top. Sensei Ken Larsen er enig i, at det var helt igennem en inspirerende træning, og så er Prag en flot by, der er værd at besøge. Og ikke mindst de gode tjekkiske øl blev værdsat af den tørstige sensei.


Også opvarmningen til træningen fik ros, særligt når det var Sensei Henrik Larsen, der stod for den. Senseis Torben Svendsen og Lars Pedersen hjalp med at sikre, at alle kunne følge med i instruktionen.


Sensei Mikkel Rønne kunne tilslutte sig, at Prag er en smuk by. Han var især begejstret for tv-tårnet, der gav mulighed for at skue udover hele byen, og så selvfølgelig når der var øl og god mad på programmet.


Også Kristian Nielsen var enig i, at byen var en fantastisk oplevelse med masser af herlige muligheder for spisning. Desuden fremhævede han sportshallens gode lokaler og de dygtige instruktører. Særligt træningen med Sensei Jorge Montiero fra Portugal og med danske Sensei Lars Pedersen fra Sydkysten Karate Klub var i høj klasse, siger Kristian, der elsker kumite. Sensei Montiero er efter Kristians mening i absolut verdensklasse.


Ved afslutningen af ugens træning gennemgik Goju Ryus internationale chefinstruktør, Sensei Tetsuji Nakamura, karatens historie ved brug af et stort, flot banner, som prydede den store dojo. Også den engelske chefinstruktør Sensei Ernie Molyneux fik roser for sin træning. Samtidig annoncerede Sensei Ernie, at næste års europæiske gasshuku vil blive afholdt i London den 23. - 27. juli 2018.



Den tjekkiske forfatter Franz Kafkas hus (det lille blå)