Et par dage før vi rejste videre, tog vi ud til en bydel i Tokyo som hedder Shibuya. I Shibuya ligger et af verdens største fodgængerfelter, men oven i købet var der en politiker der havde valgt at holde tale ved krydset så der var dobbelt så mange mennesker.
Et par minutter efter at vi havde set politikeren så vi noget der var endnu mere mærkeligt. Super Mario og hans venner, kom fræsende over krydset i go-carts. Heldigvis besluttede de sig for at holde en lille pause ovre på den anden side af krydset, så man kunne få taget et billede med dem.
Efter fire dage i Tokyo tog vi til Okinawa. Da vi ankom til karatens fødested, kørte vi hen til vores hotel, smed vores tasker og tog toget ind til øens hovedgade, som var et sandt souvenirmekka. Der var den ene turistbutik efter den anden, og så også en masse restauranter.
Da vi havde været på Okinawa et par dage, blev vi lidt trætte af at gå op og ned ad hovedgaden, så vi tog ud til den amerikanske landsby, hvor den ene halvdel viste sig at være en stor samling af shopping malls og amerikanske restauranter. Den anden halvdel var en stor millitærlejr.
To dage før træningen begyndte, tog vi ud på en dykkertur. Vi sejlede ud til Kerama National Marine Park i noget der mindede om et stormvejr. Da vi kom ud til øerne havde stormen heldigvis lagt sig. Vi dykkede båede med flaske og snorkel. Vi så koraler og masser af flotte fisk. Og jeg må sige, at dykke er noget af det smukkeste jeg nogensinde har oplevet.
| 
|
| Neo og Sensei Terauchi | |
Og endelig kom træningen. Der blev undervist
af alle de instruktører, man kunne tænke sig. Alle instruktørerne var gode, men
der er to jeg virkelig vil huske. Den ene er Terauchi Sensei. Hans træning er
meget speciel af den grund at han ”brummer” i stedet for at tale og så er han
også en meget krævende instruktør. Hvis du nogensinde er blevet undervist af Terauchi
Sensei glemmer du det aldrig.
Den anden er træningen med Higaonna Sensei.
Det var en fantastisk oplevelse at blive undervist af mesteren selv. Jeg fik
også en god træningsmakker fra Mexico ved navn Carlos. Carlos er en dygtig
karatemand på 9 år, som kan sine ting. Den sidste dag på Okinawa var der et
stort show med operasangerinder, dansere og talere.
Dagen efter tog vi videre til lufthavnsbyen Narita i Tokyo for at være der en nat inden vi tog hjem. Vi besluttede os for at tage ind til hovedgaden for at kigge på butikker. Vi havde hørt at der var et tempel i den ene ende af hovedgaden, så vi valgte at besøge templet. Vi forventede at finde et lille fint tempel, men vi fandt et kæmpe stort tempel, som var det flotteste vi havde set i Japan. Dagen efter tog vi et fly hjem til Danmark.
Det var en fantastisk tur med godt selskab og god karate. Det var hyggeligt at møde en masse karatefolk fra Danmark og resten af verden, men specielt tak til Sensei Casper og Sensei Ken for at have været godt selskab, en stor tak til Carlos fra Mexico for at have været en god træningsmakker, og en stor tak til min far, det var fantastisk at have en far-og-søn-tur i 17 dage.
