Print  

København Karateklubs vedtægter

Herunder følger foreningen København Karateklubs vedtægter.


§ 1

Navn og hjemsted

Foreningen København Karateklub er stiftet  i 1985 og har hjemsted i Frederiksberg kommune. Foreningen er tilsluttet Dansk Karate Forbund, Frederiksberg Idræts-Union, Landsforeningen Danske Gymnastik- og idrætsforeninger, Danmarks Idrætsforbund samt IOGKF.DK og er underlagt disses love og bestemmelser.


§ 2

Formål

Foreningens formål er at fremme udbredelsen af læren (teknik og filosofi) om Okinawa Goju- Ryu Karate-Do. Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen samt at medvirke til en bedre kropsbevidsthed og en bedre opbygning af kroppens funktioner.


§ 3

Medlemskab

Som aktivt medlem kan optages enhver, som fylder 7 år i den sæson vedkommende starter.

Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke adgang til selve træningen i klubben, men har mulighed for at deltage i klubbens sociale arrangementer.

Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag vælges af generalforsamlingen, hvor beslutning herom blot kræver almindeligt flertal. Spørgsmål om valg af æresmedlemmer kan ikke gøres til genstand for diskussion på generalforsamlingen. Et æresmedlem har samme rettigheder og pligter, som et aktivt medlem.


Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse.


Endeligt afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.


§ 4

Indmeldelse

Indmeldelse kan kun ske elektronisk via klubbens hjemmeside. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten udfyldes af forældre eller værge.


§ 5

Udmeldelse

Udmeldelse skal ske elektronisk via klubbens hjemmeside med en måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. I forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle restancer til foreningen afvikles.


§ 6

Kontingent

Foreningens kontingent fastsættes for et år ad gangen af generalforsamlingen for henholdsvis aktive og passive medlemmer.


§ 7
Restance
Kontingentet skal være betalt til den aktuelle forfaldsdato.


§ 8
Udelukkelse og eksklusion
Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for udelukkelsen. Vedkommende medlem skal, inden bestyreIsen træffer sin beslutning, have mulighed for at fremføre sit forsvar.


Et medlem kan kun ekskluderes permanent når det er blevet vedtaget på den ordinære generalforsamling. l tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 dage før generalforsamlingen, ligesom vedkommende har adgang til generalforsamlingen med ret til at fremføre sit forsvar.


Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særligt punkt på dagsordenen. Generalforsamlingens beslutning kræver samme majoritet, som foreskrevet til ændring af foreningens love.


Et medlem, som er ekskluderet i henhold til en generalforsamlings beslutning, kan kun optages som medlem igen ved beslutning på ny generalforsamling, hvor det kræver samme majoritet som foreskrevet til beslutning af eksklusion. 


§ 9

Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af marts måned.

 

Indkaldelse med angivelse af dagsorden og indkomne forslag skal finde sted med fire ugers varsel ved skriftlig meddelelse i klubben samt på klubbens hjemmeside.

 

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingens afholdelse. Er der indkommet forslag, vil disse samt den endelige dagsorden blive meddelt via opslag i klubben senest en uge før generalforsamlingen.


Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle aktive medlemmer samt æresmedlemmer der er fyldt 14 år, hvor børn der ikke er fyldt 14 år har stemmeret ved en forældre eller værge, og som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

 

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.


§ 10

Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

 

1) Valg af dirigent og referent

2) Bestyrelsens samt chefinstruktørens beretning for det forløbne år

3) Forelæggelse af årsrapport (inkl. revideret regnskab) for det forløbne år til godkendelse

4) Forelæggelse af klubbens budget for det kommende år

5) Fastsættelse af kontingent

6) Behandling af indkomne forslag

7) Valg af formand (i ulige år)

8) Valg af bestyrelse

9) Valg af revisor

10) Årets Monrad

11) Eventuelt


§ 11

Generalforsamlingens ledelse

Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.

 

Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 17 og 18.

 

Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende. Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.


§ 12

Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen. Og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.

Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.


§ 13

Bestyrelsen

Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. 

Bestyrelsen udnævner Chefinstruktøren, som varetager klubbens praktiske interesser såsom den daglige ledelse og træning af klubbens instruktører. Chefinstruktøren fungerer ligeledes som klubbens bindeled til IOGKF. Chefinstruktøren indtræder automatisk i bestyrelsen.

 

Chefinstruktøren udnævner en chefinstruktør for børne- og ungdomsafdelingen, som varetager at sikre et højt pædagogisk og teknisk niveau blandt instruktørerne i børne- og ungdomsafdelingen. Chefinstruktøren for børne- og ungdomsafdelingen er ligeledes hovedansvarlig for stævner, gasshukuer samt interne arrangementer som berører klubbens børn og unge. Derudover er det chefinstruktøren for børne- og ungdomsafdelingens ansvar at sikre at København Karateklub danner nogle gode sociale rammer for klubbens børn og unge. Chefinstruktøren for børne- og ungdomsafdelingen indtræder automatisk i bestyrelsen.

 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen  af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres et referat.

 

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægten.

 

Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, og yderligere 3 medlemmer og vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år, mens kassereren, næstformanden og 1 bestyrelsesmedlem er på valg i lige år. Ligeledes har bestyrelsen mulighed for konstiturere to suppleanter til bestyrelsen.

 

Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 14 år og har stemmeret, jf. § 9.


§ 14

Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden den 1. februar afgive årsrapport for det foregående år til revisoren. Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.


§ 15

Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor. Revisoren skal hvert år i januar/februar måned gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.


§ 16

Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i forening.

Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.


§ 17

Vedtægtsændringer

Forandringer i disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst halvdelen af foreningens medlemmer er tilstede samt når mindst totredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådan flertal på en generalforsamling, som ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage  med sædvanligt varsel, indkalde til en ny generalforsamling. Hvis totredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget, uanset hvilke stemmeberettigede der er til stede, er forslaget vedtaget.


§ 18

Opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede.

 

For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

 

I tilfælde af foreningens opløsning, skal den formue, der er i behold, anvendes til udbredelse af Okinawa Goju-Ryu Karate. Den nærmere beslutning herom skal træffes af generalforsamlingen.



Vedtægterne er senest opdateret 22. juni 2017.