Print  

Karate er mange ting

Af Marousca Helqvist


En flok glade børn i alderen 6-12 år - en enkelt dog kun 5 år gammel - oplevede karate, da København Karateklub afholdt den årlige to-dages introduktions-event for børn i sommerferien.


Da forældrene afleverede børnene, var de fleste af børnene lidt generte. Det blev der hurtigt lavet om på, da de tre instruktører, Helena, Johan og Victor, gik ind i dojo’en med dem. Instruktørerne havde tilrettelagt et program, som både handlede om det at træne karate, og hvordan man opfører sig, når man træner. Det vil for eksempel sige, hvordan man hilser på hinanden med et japansk "oss," og et kort buk, at man respekterer de andre på holdet og gør det, der bliver sagt af instruktørerne. Alt det tog børnene imod med glade ansigter.




Der blev trænet i, hvordan man støder, sparker og hvordan man parerer. Børnene lavede armbøjninger, mavebøjninger og flyvespark. I en del af træningen arbejdede de også med at støde og sparke på puder, der er beregnet til det. Den ene holdt puden, og den anden stødte eller sparkede.


I en af de mange pauser, havde nogle af børnene flere bud på, hvad karate kan være. Syvårige Anne Sophie syntes, det var sjovt både at lege og lære, som for eksempel cirkelspark. "Og så bliver man stærk i sin krop."


Mie på ni år var enig med Anne Sophie om, at det er sjovt at lære noget nyt. Anne Sophie var overbevist om, at karate er mange ting og tilføjede, at karate er sundt både fysisk og psykisk.


Da William på 12 hørte om at kunne prøve karate i to dage, syntes han det lød fedt, og besluttede sig for at prøve det. William syntes, at det interessant at høre lidt om de mange forskellige bæltegrader, og hvor tit man skal til graduering. 




 

Ludvig på otte år kunne godt lide, at der også var sjove lege, selvom det var fedt at lære cirkelspark, og syntes det var godt at få at vide, at stødene mod mave, hoved og skridt kun sker i form af markeringer, og at man ikke må tonse igennem.


Christian på 10 år var enig, og var overrasket over, at parader imod de forskellige angreb også er en vigtig del af karate.


Mange af børnene ser frem til komme igen som medlemmer, når efterårssæsonen begynder mandag den 12. august.