Print  

Portræt af Marousca

At træne karate er en glæde - ikke mindst, når det lykkes at gøre det bedre end for lidt siden

Marousca er 77 år og har dyrket Okinawa Goju Ryu karate i 17 år. Hun har gennem en årrække været formand for foreningen København Karateklub. Herunder følger et interview med Marousca.


Hvorfor startede du til kampsport?


Det, der fik mig til at begynde at træne karate, opstod for 27 år siden. Min datter Anna kom hjem og sagde: "Jeg skal gå til karate." Det afviste jeg, men sagde ok til at gå med i karateklubben - København Karateklub, som på det tidspunkt havde adresse på Mariendalsvej på Frederiksberg. Straks vi kom ind ad døren i klubben blev jeg "ramt" af den gode stemning. Det var bare godt. Anna begyndte at træne, og hun var medlem i cirka syv år.


Omkring det tidspunkt, hvor Anna stoppede med at træne, blev jeg selv medlem, og har nu trænet uafbrudt uge efter uge i 17 år. På daværende tidspunkt var jeg lige fyldt 60 år. I dag træner med lige så stor glæde som for 17 år siden.





Marousca Helqvist, 3. dan, foran tavlen med sortbæltegrader.

Hvilke fordomme og barrierer havde du, før du startede til karate?


Mit kendskab til kampsport var ikke-eksisterende den dag, Anna kom hjem og sagde, hun vil træne karate. Hvis nogen havde spurgt mig, hvad karate var, havde jeg vel svaret, at det var noget med at slås. Det er alt andet end at slås.


De barrierer, jeg måske har haft, er der ikke længere. Karate er en fantastisk sport, eller kampkunst, som vores chefinstruktør på nationalt niveau, Sensei Henrik Larsen udtrykker det!


Hvad har du fået ud af at gå til karate, og hvad holder du mest af?


At træne karate er en glæde - ikke mindst, når det lykkes at gøre det bedre end for lidt siden. 

Jeg glæder til at skulle træne hver eneste mandag og torsdag i København Karateklub, både selve træningen og samværet med de andre medlemmer i klubben. Ikke mindst er det en glæde at opleve alle børnene, når de træner, når de kommer ud fra træningen, når de har været til graduering, og har opnået en ny grad og dermed fået et nyt bælte.


Glæde ved at opnå en ny bæltegrad oplevede jeg selv søndag den 15. december 2019, dagen før min 77-års fødselsdag. Jeg blev gradueret "sandan," eller 3. dan, og kan nu kalde mig "sensei," som på japanske betyder lærer eller mester.


Udover den almindelige træning i København Karateklub, deltager jeg i de såkaldte "gasshuku," træningssamlinger, rundt om i Europa og i Japan, hvor jeg har være tre gange. Det er øgruppen Okinawa i Japan, vores stilart stammer fra, hvorfor den har navnet Okinawa Goju Ryu.


En af de mange gode sider ved vores karatestilart, er at en højtgradueret sensei aldrig føler sig hævet over andre. For eksempel havde jeg været i London og skulle videre til gasshuku i Spanien. Undervejs skulle jeg skifte fly. Da jeg stod i køen til gaten fik jeg øje på Sensei Nakamura, som er vores chefinstruktør på internationalt niveau. Jeg prikkede ham på skulderen og hilste med et uformelt "oss sensei." Han vendte sig om, bredte armene ud, og sagde "Aah, Denmark!", og gav min en en stor krammer. Okinawa Goju Ryu skaber venskaber på tværs af landegrænser, køn, alder og bæltegrader.