Karate, som vi kender den i dag, blev udviklet på øen Okinawa i Stillehavet, sydvest for de store, japansk hovedøer og tæt på det kinesiske fastland.
Karatens oprindelse går langt tilbage i tiden. Man kan spore dens rødder tilbage til år 600, hvor den indiske munk, Bodiharma, rejste rundt i Kina for at udbrede læren om zen-buddisme. Der blev oprettet specielle klostre, hvor Boddiharma kombinerede det mentale med fysisk træning. Den kinesiske Kung Fu udsprang fra disse klostre og blev siden eksporteret til Okinawa af handelsrejsende. På Okinawa blev den indspundet i den okinawiske kamptradition, "Te", og de første tegn på karate tog form.
De tidlige år - Våbenforbuddet
I 1470 var der så meget uro på Okinawa, at Kong Sho Shin indførte et totalt våbenforbud for at sikre sin magt. Våbenforbuddet nærmest tvang befolkningen til at træne de forskellige selvforsvarssystemer, hvis de ville have mulighed for at færdes frit på øen, især efter mørkets frembrud.
Frem til 1607 var Okinawa et selvstændigt kongerige. Men da Japan i 1607 invaderede Okinawa, opretholdt man våbenforbuddet. Nu ikke så meget af sikkerhedsmæssige grunde, men mest for udadtil at give indtryk af, at intet var ændret, selv om Okinawa nu var blevet en japansk lydstat.
Træningen fik en helt ny dimension, nemlig som symbol på Okinawa's egen nationalitet. Befolkningen trænede ikke kun for at lære at forsvare sig selv. Nu trænede de også for at bevare deres selvværd, så de igen kunne være stolte af at være fra Okinawa.
Gennem den lange række af fremmede invasioner af Okinawa lærte den enkelte betydningen af at opbygge en indre mental styrke gennem hård fysisk træning. Et grundelement, som er en af hjørnestenene i træningen af karate.
1900-tallet - en obligatorisk disciplin
I 1933 blev Okinawa-karate anerkendt som en selvstændig stilart af "Det Japanske Råd for Kampkunst", Butoku-kai. Indtil 1935 betød karate "Kina-hånd", men i 1935 besluttede man sig til at ændre stavemåden, således at det kom til at betyde "tom hånd".
Fra dette tidspunkt gik det stærk. Karate blev en obligatorisk disciplin på alle militærakademier og universiteter. Da Anden Verdenskrig var overstået, rejste mange japanere til den vestlige verden for at normalisere Japans forhold til de tidligere fjender. Mange af disse "diplomater" brugte karate som indfaldsvinkel til at lære den vestlige verden om den japanske kultur. Dette var en mission, der til fulde må siges at være vellykket - i dag trænes karate stort set i hele verden, og Japan er igen kommet ind i varmen.